DET

WORD

NOVEMBER 1909

MOMENTER MED VENNER

Det forekommer ikke rimeligt, at to eller flere modstridende udtalelser kan være rigtige om enhver sandhed. Hvorfor er der så mange meninger om nogle problemer eller ting? Hvordan skal vi da kunne fortælle hvilken mening der er rigtigt og hvad sandheden er?

Den abstrakte En Sandhed kan ikke bevises eller demonstreres til det menneskelige sind, og det menneskelige sind kunne heller ikke forstå et sådant bevis eller en demonstration, hvis det var muligt at give det, mere end lovene, organisationen og arbejdet i et univers kan bevises at være et humle bi, eller end en tadpole kan forstå bygningen og driften af ​​et lokomotiv. Men selv om det menneskelige sind ikke kan forstå den ene sandhed i abstrakt, er det muligt at forstå noget af en sandhed om noget eller problem i det manifesterede univers. En sandhed er en ting som den er. Det er muligt for det menneskelige sind at være så uddannet og udviklet, at den kan vide noget som det er. Der er tre faser eller grader, som det menneskelige sind skal passere gennem, før det kan kende noget som det er. Den første stat er uvidenhed eller mørke; den anden er mening eller tro; Den tredje er viden, eller en sandhed som den er.

Uvidenhed er tilstanden af ​​mentalt mørke, hvor sindet måske svagt opfatter en ting, men det er helt ude af stand til at forstå det. Når i uvidenhed går sindet ind og styres af sanserne. Sanserne så skyde, farve og forvirre sindet, at sindet ikke er i stand til at skelne mellem uvidenhedens sky og den ting som den er. Sindet forbliver uvidende, mens det styres, styres og styres af sanserne. For at komme ud af uvidenhedens mørke skal sindet beskæftige sig med forståelsen af ​​ting som adskiller sig fra tingnes følelse. Når sindet forsøger at forstå en ting, så forskellig fra at føle det, må det tænke. Tænkning får sindet til at passere ud af tilstanden af ​​mørk uvidenhed i meningstilstanden. Meningen er det, hvor sindet sanser noget og forsøger at finde ud af, hvad det er. Når sindet bekymrer sig om noget eller et problem, begynder det at adskille sig selv som en tænker fra den ting, som den vedrører. Så begynder det at have meninger om ting. Disse udtalelser vedrørte ikke det, mens det var tilfreds med uvidenhedens tilstand, mere end den mentalt dovne eller sansige indstillede vil optage sig med meninger om ting, der ikke gælder sanserne. Men de vil have meninger om ting af en sensuel natur. Udtalelsen er den tilstand, hvor sindet ikke klart kan se en sandhed, eller den ting som den er, så adskilt fra sanserne eller genstande som de ser ud til at være. En mening er hans tro. Hans tro er resultatet af hans meninger. Udtalelse er mellemverdenen mellem mørke og lys. Det er den verden, hvor sanserne og de skiftende genstande kommer i forbindelse med lyset og skyggerne og refleksionerne af objekterne ses. I denne opfattelse kan sindet ikke skelne eller skelne skyggen fra objektet, som kaster det, og kan ikke se lyset så forskelligt fra skygge eller objekt. For at komme ud af standpunktet skal sindet forsøge at forstå forskellen mellem lyset, objektet og dets refleksion eller skygge. Når sindet så prøver, begynder det at skelne mellem rigtige meninger og forkerte meninger. Den rigtige opfattelse er sindets evne til at bestemme forskellen mellem tinget og dets refleksion og skygge, eller at se sagen som den er. Forkert mening er fejlen i refleksionen eller skyggen af ​​en ting til selve sagen. Mens i meningstilstanden sindet ikke kan se lyset så adskilt fra rigtige og forkerte meninger eller genstande som forskellig fra deres refleksioner og skygger. For at kunne have rigtige meninger må man frigøre sindet fra fordomme og sansernes indflydelse. Sanserne farve eller påvirke sindet for at fremkalde fordomme, og hvor fordomme er, er der ingen rigtig mening. Tanker og træning i sindet til at tænke er nødvendige for at danne rigtige meninger. Når sindet har dannet sig en rigtig mening og nægter at tillade sanserne at påvirke eller fordomme sindet mod den rigtige mening, og har den rigtige mening, uanset om det måtte være imod ens holdning eller interessen for en selv eller venner, og hæfter sig ved den rette mening før og frem for alt andet, så vil sindet foreløbig gå over i videnstilstanden. Sindet vil så ikke have mening om noget eller blive forvirret af modstridende andre meninger, men vil vide, at sagen er som den er. Man går ud af tilstanden af ​​meninger eller overbevisninger og ind i tilstanden af ​​viden eller lys ved at holde fast i det, som han ved at være sandt i stedet for alt andet.

Sindet lærer at kende sandheden om noget ved at beskæftige sig med den ting. I videnskabens tilstand, efter at det har lært at tænke og har været i stand til at komme frem til rette meninger ved frihed fra fordomme og ved fortsat tænkning, ser sindet noget som det er og ved, at det er som det er ved et lys, hvilket er lyset af viden. Mens i uvidenhedens tilstand det var umuligt at se, og i meningstilstanden så det ikke lyset, men nu i videnskabens tilstand ser sindet lyset, som adskiller sig fra en ting og dens refleksioner og skygger . Dette lys af viden betyder, at sandheden om en ting er kendt, at noget er kendt for at være som det er virkelig og ikke som det ser ud til at være, når det er overskyet af uvidenhed eller forvirret af meninger. Dette lys af sand viden vil ikke forveksles med andre lys eller lys, der er kendt for sindet i uvidenhed eller mening. Kunnskapens lys er i sig selv uden spørgsmål. Når det ses, skyldes det, at tænkning er fjernet med viden, som når man ved en ting, går han ikke længere igennem den kræsne proces med ræsonnement om det, som han allerede har begrundet og nu ved.

Hvis man kommer ind i et mørkt rum, føler han sig om rummet og kan snuble over genstande i det og blæse sig selv mod møbler og vægge eller kollidere med andre, der bevæger sig så målløst som sig selv i rummet. Dette er tilstanden af ​​uvidenhed, hvor den uvidende bor. Efter at han har bevæget sig om rummet, bliver hans øjne vant til mørket, og ved at forsøge er han i stand til at skelne objektets svage overflade og de bevægelige figurer i rummet. Det er som at passere fra tilstanden af ​​uvidenhed til meningstilstanden, hvor mennesket er i stand til at skelne en ting svagt fra en anden ting og forstå, hvordan man ikke kan kollidere med andre bevægelige figurer. Lad os antage, at den her i denne tilstand nu betænker sig om et lys, der hidtil har været båret og skjult om sin person, og lad os antage at han nu tager lyset ud og blinker det rundt i lokalet. Ved at blinke den rundt i lokalet forvirrer han ikke alene sig selv, men forvirrer og forstyrrer også andre bevægelige figurer i rummet. Dette er som den mand, der forsøger at se objekterne, da de er så skelne fra, hvad de har vist sig for ham at være. Når han blinker hans lys, ser genstandene anderledes ud end de var, og lyset blænder eller forvirrer hans syn, da menneskets vision er forvirret af modstridende meninger om sig selv og andre. Men da han undersøger omhyggeligt det objekt, som hans lys hviler på og ikke forstyrres eller forvirres af andre lys af andre figurer, som nu kan blinke, lærer han at se noget som det er, og han lærer ved at fortsætte med at undersøge objekterne, hvordan man ser noget objekt i rummet. Lad os nu antage, at han ved at undersøge rummets objekter og plan kan opdage åbningerne af det rum, der er lukket. Ved fortsat indsats er han i stand til at fjerne det, der forhindrer åbningen, og når han gør, oversvømmer lyset ind i lokalet og synliggør alle objekter. Hvis han ikke er blindet af oversvømmelsen af ​​stærkt lys og ikke lukker åbningen igen på grund af det lys, der strømmer ind og blænder øjnene, uvant på lyset, vil han gradvist se alle objekter i rummet uden den langsomme proces over hver for sig med sit søgerlys. Lyset, der oversvømmer rummet, er som videnens lys. Kunnskapens lys gør alle ting kendt som de er, og det er ved det lys, at hver ting er kendt for at være som den er.

En ven [HW Percival]